Resume

Tønder Kommune har fra det daværende 'Miljøministeriet' modtaget en redegørelse for kortlægningen af grundvandsressourcernes beliggenhed og sårbarhed i den nordvestlige del af Tønder Kommune. Området bliver i redgørelsen omtalt som "Arrild m.fl." I planen her benytter vi betegnelsen 'kortlægningsområdet Arrild m.fl.' eller 'planområdet Arrild m.fl.' om det pågældende område. Tønder Kommune skal med redegørelsen som udgangspunkt udarbejde en plan til beskyttelse af grund- og drikkevand i de kortlagte, og siden af Miljø- og Fødevareministeren udpegede, områder i netop denne del af Tønder Kommune.

Redegørelsens indhold

Udpegninger
Miljø- og Fødevareministeren har som en del af kortlægningen revideret afgrænsningen af et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) i planområdet Arrild m.fl. Området blev oprindelig udpeget i Regionplan 2005 af Sønderjyllands Amt. Det strækker sig fra Løgumgårde i syd over det østlige Skærbæk i nordvest og videre til Lindet i nordøst og inkluderer Arrild som den største by, deraf betegnelsen 'Arrild m.fl.'. Kortlægningen omfatter dog et væsentligt større område, som også inkluderer indvindingsoplande (IVO) for almene vandværker både indenfor og udenfor OSD. Flere af IVO'erne er beliggende i Esbjerg Kommune nord for kommunegrænsen. Bortset fra et enkelt vandværk, hvis indvindingsopland strækker sig på tværs af kommunegrænsen, vedrører planen her alene vandværker i Tønder Kommune.

Mens OSD i princippet omfatter grundvandsressourcer, der vil skulle sikrer forsyning af rent i vand på rigtig lang sigt, strækker indvindingsoplandene til vandværkerne (IVO) sig over de grundvandsressourcer, der danner grundlaget for den aktuelle vandforsyning. Grundvandet i såvel OSD som i IVO skal derfor beskyttes, sådan at det både på kort som på lang sigt er sikret mod forurening. Som et led i grundvandskortlægning blev der indenfor både OSD og IVO derfor afgrænset - og siden formelt udpeget - områder, der er særligt sårbare med hensyn til nedsivning af nitrat til grundvandet, de såkaldt nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Indenfor NFI vurderede staten - ligeledes som en del af kortlægningen - på grundlag af blandt andet arealanvendelsen, hvor der var behov for en særlig indsats for at beskytte grundvandet. Disse områder benævnes indsatsområder (IO) og er i dag også formelt udpeget.

Afgrænsningen af OSD er foretaget sådan, at der ikke sker en grundvandsstrømning fra de omgivende arealer ind i OSD. Afgrænsningen af IVO'erne er sket, sådan at det enkelte IVO spænder over hele det område, hvorfra grundvand inden for en 200 årig periode vil kunne nå frem til det pågældende vandværks indvindingsboringer. I den del af Arrild m.fl. planområdet, der ligger i Tønder Kommune, strækker indvingingsoplandene til Arrild, Døstrup, Gasse, Lovrup, Renbæk samt Skærbæk Vest og -Øst sig helt eller delvist indenfor OSD. Kun indvindingsoplandene til Frifelt og til Rejsby vandværker ligger uden for OSD. Rejsby Vandværk er, siden kortlægningen afsluttedes, blevet sammenlagt med Skærbæk Vandværk, og indvindingen i Rejsby er ophørt. Derfor skal der ikke ske indsatser for beskyttelse af grundvandet ved Rejsby. Frifelt Vandværks indvindingsopland strækker sig på tvær af kommunegrænsen ind i Esbjerg Kommune, og indsatserne skal derfor ske i samarbejde med Esbjerg Kommune.

Der er udpeget indsatsområder (IO) i alle IVO'erne. Størst er andelen i Frifelt og Arrild, mens det i Døstrup, Lovrup og Skærbæk Øst kun er mindre dele, der er udpeget som IO. Indsatsområderne udgør væsentlige dele af OSD.

Problemstillinger
Arealerne i indsatsområderne anvendes hovedsageligt til landbrugsdrift. Indvindingsboringerne til fire af de otte vandværker i Arrild m.fl. planområdet er placeret på arealer med bymæssig bebyggelse, mens kildefelterne til de øvrige vandværker er placeret i åbent land. Anvendelsen, opbevaringen og håndteringen af gødning, sprøjtemidler, olie, kemikalier med mere kan dog i begge tilfælde udgøre trusler over for grundvandet.

Der er i forbindelse med grundvandskortlægningen kun sporadisk registreret et højt indhold af nitrat i grundvandet i IO. Og der er ikke rapporteret om vandværker, der indvinder grundvand med nitrat som ikke er naturligt forekommende. Et enkelt vandværk indvinder dog grundvand, hvor nitratindholdet er omkring 10 mg/liter, mens råvandet ved fire vandværker er nitratfrit. Ved de øvrige vandværker er nitratindholdet i råvandet under 3 mg/liter. Enkelte vandværker har dog stigende indhold af sulfat, hvilket kan være et tegn på, at der er nitrat på vej ned i det lidt dybereliggende grundvand, hvorfra vandværkerne hovedsageligt indvinder vand. Samtidig viser modelberegninger, at den potentielle udvaskning af nitrat fra rodzonen mange steder er stor - på flere lokaliteter mere end 75 mg/liter. Den gennemsnitlige potentielle udvaskning af nitrat i OSD og i indvindingsoplandene er beregnet til 56 mg/liter.

Pesticider og nedbrydningsprodukter herfra er fundet i grundvandet ved en del boringer i planområdet Arrild m.fl. Fund af disse stoffer i vandværkernes indvindinger begrænser sig til to vandværker, Frifelt og Arrild, hvor der er fundet BAM i råvandet.

Ved enkelte vandværker indeholder råvandet dog naturligt forekommende stoffer i koncentrationer over drikkevandskriteriet. Bortset fra enkelte tilfælde er forholdet imidlertid uproblematisk, da koncentrationen af de pågældende stoffer oftest reduceres tilstrækkeligt via den sædvanlige behandling i vandværket. Ved et enkelt vandværk har der dog været problemer med misfarvet, gulligt, brunligt råvand, som var vanskeligt at håndtere. Det pågældende vandværk, Døstrup Vandværk, har dog løst problemet ved gennem etablering af en ny boring at skifte til en anden grundvandskilde.

I Arrild m.fl. planområdet er der kortlagt lokaliteter efter jordforureningsloven. Jordforureningskortlægningen foregår på to niveauer - V1 og V2. V1, eller vidensniveau 1, betyder, at der har været aktiviteter, som kan have medført forurening. V2, eller vidensniveau 2, betyder, at der er konstateret forurening, som kan udgøre en miljø- og sundhedsmæssig risiko. Jordforureningskortlægningen er endnu ikke afsluttet, men på tidspunktet hvor grundvandskortlægningen blev færdiggjort, var der kortlagt ialt 31 lokaliteter, hvoraf 6 på V2 niveau og 25 på V1 niveau. Ialt 9 af de kortlagte forurenede lokaliteter er beliggende i indsatsområder (IO) for beskyttelse af grundvandet. Af disse 9 findes de 6 i indvindingsoplandene til to vandværker. Der er ikke registreret fund af andre miljøfremmede stoffer i vandværkernes råvand.

Planens formål
Det er planens formål, at kommune og vandværker i fællesskab gør en særlig indsats for at beskytte grundvandet i IO. Mens vandværkerne har ansvaret i deres egne indvindingsoplande, har Tønder Kommune ansvaret for grundvandet i IO såvel i vandværkernes indvindingsoplande som i OSD. Planen er udarbejdet af Tønder Kommune i samarbejde med de berørte vandværker. Gennemførelse af planen vil ligeledes skulle ske i samarbejde mellem vandværker og kommune.

Beskyttelsen af grundvandet i IO sker gennem særlige indsatser og retningslinier, der er beskrevet i planen. De særlige retningslinier bidrager, hvilke forhold Tønder Kommune lægger vægt på i den daglige sagsbehandling i relation til grundvand og vandforsyningsforhold - for eksempel ved tilladelser og godkendelser. Retningslinier er ikke bindende for borgerene, men kommunen er forpligtet til at følge retningsliniernes bestemmelsler. Indsatserne i planen beskriver konkrete foranstaltninger, der skal gennemføres - for eksempel information, tilsyn, overvågning samt sløjfning af boringer og brønde.

Du kan læse mere om planens retningslinjer under fanebladet Retningslinjer og indsatser.

Til toppen af siden

Planportalen

Tilbage til Planportalen

Status

Planen er vedtaget på kommunalbestyrelsesmøde den 26. oktober 2017.

Kort

Find oplysninger på kort

På kortet kan du finde:

Kortlægningsområdet

Indsatsplanområdet

Vandværkenes indvindingsoplande (IVO)

Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD)

Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI)

Indsatsområde (IO)

Resultater fra pesticidanalyser i indvindingsboringer

Muligt forurenede grunde (V1 og V2)

Redegørelsesrapport