Vandløbsindsatsen

I vandløbene skal der gennemføres 3 forskellige typer indsatser:

  1. Fjernelse af 11 spærringer
  2. Restaurering af vandløb på 300 m
  3. Genåbning af rørlagt vandløb på 0,1 km

For alle indsatstyperne vil der ske en behandling efter de sædvanlige bestemmelser i Vandløbsloven5, under iagttagelse af den administrationsmodel, der er aftalt mellem Staten og Kommunernes Landsforening.

Fremgangsmåden ved gennemførelse af indsatsen:

  • Spærringerne bliver besigtiget og kendte data og oplysninger for hvert bygværk bliver registreret. De berørte lodsejere bliver indledende orienteret.
  • Kommunen vurderer behovet for omfanget af indsatsen.
  • Kommunen søger om tilskud til forundersøgelse og udarbejdelse af projektforslag (skitseprojekt).
  • Efter tilsagn om tilskud kontaktes de berørte lodsejere, og der udarbejdes et projektforsalg.
  • Der søges om tilskud til erstatninger, detailprojektering og anlæg.
  • Projektforsalget fremlægges i offentlig høring efter Vandløbslovens bestemmelser. Der udarbejdes forslag til lodsejeraftaler, og et forslag til afgørelse sendes i partshøring hos de berørte lodsejere.
  • Der søges - i fornødent omfang - om dispensation fra §3 i Naturbeskyttelsesloven6.
  • Når de økonomiske forhold er endeligt afklarede træffes der afgørelse med 4 ugers klagefrist.
  • Kommunen iværksætter anlægsarbejderne.

Spærringer

Spærringer i vandløb medfører, at der ikke er fri passage for vandløbets fisk og andre dyr. Spærringer er bygværker som for eksempel rørstyrt eller stemmeværker, og de fjernes typisk ved at blive bygget om til et stryg eller et omløbsstryg.

Spærringer er generelt kendetegnet ved at være fysisk velafgrænsede og med få involverede lodsejere. De 11 spærringer, der skal fjernes i denne planperiode er vist på figur 7.

Ændring, ombygning eller fjernelse af en spærring behandles som en reguleringssag efter Vandløbsloven.

Indsatsen bliver finansieret fra en central pulje, hvor kommunen søger om tilskud.

Restaureringer og genåbning af rørlagte vandløb

I denne planperiode omfatter indsatsen alene udlægning af sten, gydegrus og lignende. De omfattede strækninger udgør 300 m og er gennemført i 2011.

Genåbning af rørlagte vandløb indebærer, at rørlagte strækninger graves fri og ændres til åbne vandløb. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at genslynge eller forlægge vandløbet, for at opnå faldforhold, der er passende for et åbent vandløb. Den omfattede strækning er på 0,1 km.


Fodnoter

5) Lov nr. 927 af 24. september 2009 om vandløb

6) Lov nr. 933 af 24. september 2009 om Naturbeskyttelse.

Se kort

Figur 7 - Spærringer, der skal fjernes i denne planperiode.