Med affaldsplan 2021-2026 tager Tønder Kommune de første skridt på vejen til at opfylde regeringens nationale klimaplan. Planen støtter samtidig op om kommunens Visions- og strategiplan ved at gøre Tønder kommune til et sted, hvor det er attraktivt at bo, leve og drive virksomhed.
Ambitionen med Affaldsplan 2021-2026 er, at gøre det så nemt som muligt for borgerne at håndtere deres affald. Det skal være ligetil at holde de forskellige affaldstyper fra hinanden. Farligt affald skal afhentes direkte hos borgerne, og der skal gøres en ekstra indsats med information om sortering af affald, så ingen er i tvivl om hvordan affaldet skal sorteres.
Vi vil gøre genbrugspladserne døgnåbne, så borgerne kan komme af med deres affald, når det passer dem, og vi vil gøre en ekstra indsats mod affald i naturen.
Vores ansvar som kommune er at skabe rammerne for, at borgere og virksomheder nemt kan sortere deres affald til genanvendelse. Derfor skal vi udvikle vores indsamlings-ordninger, så borgere, institutioner og virksomheder får mulighed for at sortere endnu mere af deres affald.
Vi vil vise, at det er muligt både at reducere affaldsmængden og samtidig få mere værdi ud af affaldet. Det er sund fornuft og et naturligt skridt i forlængelse af FN’s 17 Verdensmål, der sætter kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.
Med denne affaldsplan fastlægger vi en strategi for affaldsområdet i perioden 2021-2026, som skal sikre, at vi opfylder vores målsætninger. Planen bliver et arbejdsredskab for Tønder Kommune og Tønder Forsyning og den vil samtidig orientere dig som borger om udvikling og initiativer på affaldsområdet.
Jeg glæder mig til det fremtidige arbejde med Affaldsplan 2021-2026 og håber, at du som læser vil tage godt imod visionerne i vores plan.
Bo Jessen
Formand for Teknik- og Miljøudvalget