Jernbaner, havne og flyvepladser i Tønder Kommune
Tønder Kommune ønsker at støtte en god udvikling af overordnede transportanlæg. Der skal være mulighed for eventuelt at udbygge jernbaner, havne og lufthavne så erhvervslivet, turisterne og borgerne får dækket behovet for gode transportmuligheder.
Transportanlæg er en af kommunens styrker
Kommunen har jernbaneforbindelser med Esbjerg - Niebüll banen. Der er færge- og erhvervshavn i Havneby på Rømø, samt flyveplads ved Tønder og Skærbæk. Flyvepladsen ved Skærbæk er p.t. ikke aktiv. Det er kommunen, der fastlægger retningslinjer for udbygning af infrastrukturen i kommunen.
Fokus indenfor jernbaner, havne og flyvepladser
Kommuneplanen giver mulighed for, at der kan ske udbygning af transportanlæg. Jernbanenettet og erhvervshavnen på Rømø skal have mulighed for udvidelser. Vi ønsker at opretholde færgedriften fra færgehavnen i Havneby. Flyvepladserne skal også have mulighed for udbygning, når det kan ske uden øget belastning med støj i omgivelserne.
Vi skal sørge for, at vi forebygger miljøkonflikter, når vi udbygger anlæg til transport. Det skal ske efter retningslinjerne i kommuneplanen. Se mere herom i afsnittet om forebyggelse af miljøkonflikter under emnet erhverv.
Overordnede mål for jernbaner, havne og flyvepladser
Transportmuligheder i kommunen skal være gode og effektive. Kommunen vil støtte en fortsat udvikling og udbygning af transportanlæg. Fremtidige anlæg skal placeres og udformes, så de tager hensyn til miljøet og til værdierne i landskabet, naturen og bebyggede områder.
Afsnittet indeholder:
Kommunen vil støtte udviklingen af transportanlæg som jernbaner, havne og flyvepladser, så de lever op til borgernes og erhvervslivets behov for tilgængelighed og vækstmuligheder.
Mål for jernbaner, havne og flyvepladser
Vi vil:
- arbejde for at fastholde de nuværende stop og stationer på Esbjerg-Tønderbanen.
- søge at bevare og udvikle de tekniske anlæg, så vi understøtter den nuværende betjening og sammenhænge på tværs af kommune- og landegrænser.
- understøtte Rømø Havns muligheder for at udvikle sig som erhvervs- og industrihavn.
- arbejde på, at flyvepladser imødekommer erhvervs- og fritidsmæssige behov, og samtidig sikre, at støjbelastningen og andre miljømæssige belastninger fra disse holdes på et acceptabelt niveau
- medvirke til at sikre arealer til nødvendig etablering og udvidelse af infrastrukturelle anlæg.
- tage de nødvendige miljømæssige hensyn, når vi etablerer og udvider infrastruktur- anlæg, herunder, at forebygge støjgener.
Handlinger
Vi:
- planlægger for udvikling og udvidelse af Rømø Havn.
- arbejder for en endelig afklaring af Tønder - Tinglev banens status.
Kommunen fastlægger retningslinjer for planlægning og udbygning af jernbaner, havne og flyvepladser.
Der er retningslinjer for:
Jernbaner
Retningslinje 7.2.1
Der skal sikres mulighed for nødvendige udbygninger af jernbanenettet.
Tidligere nedlagt trafik på jernbanestrækninger skal kunne genoptages på baggrund af dokumenteret behov.
For jernbanedriften skal der tages de nødvendige hensyn, således at miljøkonflikter i forhold til de tilgrænsende arealer kan forebygges. Det gælder også for planlægning af eventuelle nye jernbanespor.
Når der skal ske placering af virksomheder med stort behov for godstransport, og når der skal ske udlæg af erhvervsarealer til dette formål, bør der tages hensyn til den eksisterende jernbanestruktur. Det skal vurderes, om der er mulighed for anlæg af direkte sporforbindelse. Derudover skal der tages hensyn til, at der er en hensigtsmæssig vejadgang.
Havne
Retningslinje 7.2.2
Erhvervs- og færgehavnen i Havneby skal sikres mulighed for, at de nødvendige udvidelser og moderniseringer kan ske for at havnedriften kan opretholdes.
Nye havneaktiviteter skal placeres i direkte tilknytning til den eksisterende havn.
Miljøkonflikter, som traditionelle havneaktiviteter ofte giver anledning til, eksempelvis støj-, støv- eller lugtgener, skal forebygges, hvis de ikke er forenelige med anvendelsen af de tilgrænsende arealer.
Lystbådehavne og ladepladser
Retningslinje 7.2.3
Udbygningen af havnekapaciteten til lystbåde i Vadehavet kan ikke tillades. Ligeledes kan anden havnekapacitet i Vadehavsområdet ikke konverteres til lystbådehavn.
Nyetablering eller udvidelse af lystbådehavne skal ske i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser og kræver som udgangspunkt kommune- og lokalplanlægning.
Ved nyetablering eller udvidelse af lystbådehavne skal der udlægges tilstrækkelige landarealer, og anlæg, og bygninger skal etableres under hensyn til kommuneplanens øvrige retningslinjer for natur, landskab, kulturhistorie og miljø.
Det skal desuden sikres at bebyggelse og anlæg placeres, opføres og indrettes under hensyntagen til vandstandsstigninger som følge af klimaforandringer.
Enkeltliggende broanlæg, ladepladser eller bade-/bådebroer uden særlige faciliteter er ikke indeholdt i begrebet lystbådehavne.
Flyvepladser
Retningslinje 7.2.4
Kommunens flyveplads skal sikres arealmæssig mulighed for, at gældende sikkerhedsmæssige krav kan opfyldes. Støjkonsekvenszoner skal respekteres i planlægningen, og den nuværende aktivitet kan udbygges under forudsætning af, at der ikke sker en øget støjbelastning af omgivelserne.
Ved planlægning for udvidelse af eksisterende flyveplads eller nyetableringer skal der tages de nødvendige hensyn. Der skal ske forebyggelse af miljøkonflikter i forhold til tilgrænsende arealanvendelser. Ændringer VVM-screenes og er oftest godkendelsespligtige.
Begrebet almenflyveplads anvendes om pladser, hvor trafikken primært består af erhvervs- /civilflyvning og specielle trafikkategorier som skoleflyvning med lette fly, faldskærmsflyvning, flyoptræk af svævefly, ultraletflyvning og lignende.
Planlægningen for infrastruktur skal støtte udviklingen indenfor jernbaner, havne og flyvepladser i kommunen og sikre gode og effektive transportmuligheder for kommunens borgere.
Redegørelsen beskriver:
- Jernbaner
- Havne
- Lystbådehavne og ladepladser
- Flyvepladser
- Planstrategi for infrastruktur
- Statslige interesser i kommuneplanlægningen
- Miljøvurdering vedr. tekniske anlæg og infrastruktur
Jernbaner
Jernbanenettet i Tønder Kommune omfatter banen mellem Bramming-Tønder-Niebüll. Jernbaneforbindelsen til Tinglev har i en årrække ikke været i drift. Der er sporbetjening til industriområdet i Tønder bys nordlige del.
Der udlægges i Kommuneplanen ikke nye arealer til anlæg af jernbaner, men der vil fortsat være fokus på at bevare de eksisterende stationer, på den nuværende dækning.
Jernbanen mellem Tønder og Tinglev er ikke nedlagt men har i flere år ikke været i drift. Ifølge Banestyrelsen har strækningen status som godsbane. Godsbanen er mange steder tilgroet.
Havne
Udover lystbådehavnene, som beskrives i afsnittet nedenfor, er der i kommunen en aktiv færge- og erhvervshavn på Rømø. Rømø Havn er en kommunal selvstyrehavn og ledes af en bestyrelse udpeget af kommunalbestyrelsen. Rømø havn har i den foregående planperiode udvidet baglandet, lavet ny kaj og der pågår planlægning i forhold til havnens position som servicepartner for offshore-sektoren m.fl. Derudover har havnen funktion af færgehavn for Rømø-Sild færgen og fiskerihavn for især rejefiskeri. Færgelinjen drives af et privat tysk selskab.
Kommunen ønsker med sin planlægning at understøtte havnens position som erhvervshavn til gods, fiskeri og som offshore-service havn.
Ved en konkret planlægning for en Heliport på Rømø indledes der udover en dialog med relevante styrelser og ministerier også en dialog med UNESCO World Heritage Center og Det Trilaterale Samarbejde orienteres om planerne. Dialogen med UNESCO sker ved at inddrage Slots- og Kulturstyrelsen.
Såfremt der udlægges en kommuneplanramme for en heliport på Rømø, indarbejdes der i noterne for rammen – at der i forbindelse med udarbejdelse af en VVM redegørelse for en Heliport på Rømø, redegøres med særlig fokus på Vadehavet status som UNESCO verdensarv og afledte påvirkninger for Vadehavet.
Større udvidelser af eksisterende havne forudsætter, at der bliver udarbejdet et plangrundlag og en miljømæssig vurdering, der godtgør, at beskyttelsesinteresserne ikke bliver forringet.
Lystbådehavne og ladepladser
Tønder Kommune har i kraft af sin geografiske beliggenhed ved Vadehavet kun begrænsede muligheder for at etablere lystbådehavne ved kysten. Ved havnen i Havneby er der etableret en lystbådehavn, og der er lystbådehavn ved Højer. Der vil i begrænset omfang være mulighed for at etablere mindre lystbådehavne ved de større vandløb, som ved Lægan. Derudover er der ladepladser ved Tønder, Lægan og Bådsbøl-Ballum og ved Kongsmark på Rømø.
Etablering af nye lystbådehavne er ikke kun et kommunalt anliggende. Det skal ske på baggrund af en samlet kommunal planlægning, der inddrager forholdet til nærtliggende lystbådehavne i nabokommuner.
Flyvepladser
Tønder Flyveplads dækker såvel erhvervs- som fritidsbehov. Pladsen anvendes i dag primært til privatfly og beflyves først og fremmest af Tønder Flyveklub, herunder en flyveskole.
Flyvepladsen har landingsbane i græs og har dermed begrænsede anvendelsesmuligheder i forhold til større fly og anvendelse på alle tider af året.
Tønder Flyveplads fremtidige rolle forventes primært at ligge indenfor fritidsbrug og en mindre grad af erhvervsmæssig anvendelse. Der er de seneste år sket en stigning i anvendelse af helikoptere til transport og erhverv. Ligesom helikoptere er et aktiv i forhold til redningstjeneste. Etablering af en helikopterlandingsplads kunne derfor være et fremtidigt behov.
Der er ved flyvepladsen ved Tønder udlagt konsekvensområder, der omfatter henholdsvis samlet bebyggelse og spredt bebyggelse, se afsnittet om forebyggelse af miljøkonflikter under emnet erhverv.
Nord for Skærbæk by, parallelt med hovedvej A11 og vest for denne findes en privat ejet areal udlagt til flyveplads. Der p.t. ikke udlagt konsekvenszoner omkring arealet, hvilket skal ske, hvis det tages i anvendelse.
Der fastlægges omkring flyvepladser et støjkonsekvensområde efter Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994 om støj fra flyvepladser. Støjkonsekvensområdet er beregnet efter den såkaldte Day-evening-night level metode (DENL-metoden) som vægter støj om aftenen og natten højere end støj om dagen. I beregningerne indgår bl.a. forudsætninger om trafikmængden, fordelingen af flytyper og fordelingen af trafikken på året, ugen og døgnet.
Planstrategi for infrastruktur
Det fremgår af planstrategien, at udviklingen i infrastrukturen skal ses i sammenhæng med det liv vi gerne vil leve i by- og landområder og den erhvervs- og turismeudvikling vi gerne ser i fremtiden. Kommuneplanens mål og retningslinjer understøtter planstrategiens vision og mål.
Statslige interesser i kommuneplanlægningen - 2017 vedr. infrastruktur
Statslige interesser i kommuneplanlægningen - 2017 vedr. infrastruktur. De statslige interesser i kommuneplanlægningen er samlet i ”Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen – 2017”, Erhvervsstyrelsen 2015.
Målene og retningslinjerne for jernbaner, havne, lufthavne og flyvepladser i Kommuneplanen er i overensstemmelse med de statslige krav til kommuneplanlægningen.
Statslige interesser - havne:
Kommunerne skal i kommuneplanerne afgrænse de havnearealer, der fremover skal anvendes til erhvervsformål og gennem anvendelsesbestemmelser sikre, at området anvendes til formål, der er forenelige med opretholdelse af havnen som aktiv erhvervshavn.
Anvendelsesbestemmelser skal være tilstrækkelig præcise til at hindre en gradvis omdannelse af havnearealer til formål, der ikke er forenelige med fortsat havnedrift. Planlægningen skal desuden sikre, at byudviklingen på naboarealerne ikke er i modstrid med havnens udviklingsmuligheder på lang sigt.
Planlægningen for byudvikling omkring aktive erhvervshavne, skal baseres på miljømæssige helhedsbetragtninger.
Det indebærer, at vurderingen af risiko- og miljøforhold inddrager alle relevante forhold, og ikke begrænses til fx alene at gælde støjforhold.
Planlægningen skal have et 12-årigt perspektiv og inddrage berørte parter. Derudover fremgår, at der ikke må planlægges for nye lystbådehavne i det åbne kystlandskab.
Statslige interesser - flyvepladser:
Kommunerne skal respektere indflyvningsplaner og servitutbelagte områder omkring flyvepladserne og visse luftfartsanlæg. Trafik- og Byggestyrelsen samt Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skal høres ved anlægsprojekter med en højde over 25 m inden for indflyvningsplanerne samt ved projekter nær luftfartsanlæg.
Der må ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle, inden for en afstand af 13 km fra de flyvepladser, der er omfattet af BL 3-16 samt Forsvarsministeriets flyvestationer, med mindre det er dokumenteret, at der ikke vil være forøget risiko for sammenstød mellem fugle og fly som følge heraf.
Ved udpegning af lavbundsarealer i disse områder skal det afklares, om området kan naturgenoprettes, uden at flysikkerheden forringes.
Miljøvurdering vedr. infrastruktur
Retningslinjernes præcise indvirkning på miljøet kan ikke vurderes på det overordnede niveau eller med den tilgængelige viden. Men i forbindelse med detailplanlægningen bør der foretages vurderinger af de særlige miljøforhold, der knytter sig til jernbaner, havne og flyvepladser herunder støj, vibrationer og luftforurening, jf. bl.a. Miljøstyrelsens vejledning om støj og vibrationer fra jernbaner (Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997) og vejledning om støj fra flyvepladser (Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1994).
Kort |